Måske..lidt på røven

Når op til overfladen, higer efter vejret og trækker luft ind. Mit indre kramper stadig i små træk. Jeg åbner øjnene og mærker klorvandet svig let og blinker et par gange. Jeg søger ind mod kanten, mens min vejrtrækning langsomt bliver mere afslappet. Jeg sætter mig op på kanten.
Mærker til min egen frustration, at jeg ikke er kommet det fjerneste væk fra mine bekymringer af at tage i svømmehallen. De var med mig på cykelturen til svømmehallen; med mig i omklædningsrummet da jeg forhutlet prøvede at stå ved mine blege og småtykke lår; med mig under vandet - og med mig da jeg kom op igen. Det er som om at jeg havde forventet at jeg kunne vaske dem af. Lægge dem i blød, så de kunne gå i opløsning. Klorvand skulle da gøre sagen. Men i stedet værker min i forvejen svage krop bare endnu mere af ikke at vide hvad den skal bruges til. Hvad er dens formål? Hvad fanden skal jeg med alle mine ønsker? Jeg kan slet ikke forestille mig i et job. Jeg kan ikke forestille mig et helt liv, hvoraf halvdelen går til at arbejde.

Efterskælv

Kommer jeg nogensinde til at give slip på dig? Vil min bankende hjertemuskel nogensinde pumpe dig ud af systemet og lade en anden ind?
Jeg ville ønske jeg kunne se dig. Mærke dig og lytte til dig. Hvordan har du det? Jeg har brug for at vide at dit liv går fremad. For så ved jeg at vi mødes derude i fremtiden et sted. Ved du at du er savnet? Ved du alt det vi kunne få til som venner.
Jeg tror at vi to til sammen ville kunne få alt til at lykkes.