Gamle mønstre

Går tilbage i gamle rytmer.. Måske er der bare nogen forhold der skal holdes oppe. Lige oppe over overfladen og helst ikke komme under. Så krakelerer de. Det har jeg altid tænkt meget over.
Kæmper for en harmonisk afslutning på det her, men det er ligesom der noget inde i mig der protesterer. Jeg føler mig desværre også svigtet. Vi forventede begge to noget andet.

Jeg kan også bebrejde mig selv for det. Det er meget let. Det er allerede gået i de nøjagtig samme spor som da jeg boede i Norge. Prøver bare at gøre mig usynlig og magter ikke konfrontation. Det er deprimerende og det kommer bag på mig hvor svært det er at bryde.

Men jeg kan også vende den om og tænke anderledes den her gang. Det vil jeg prøve på. Jeg tror ikke mennesket er bygget til at være ærlig over for sig selv hele tiden. Det beskylder andre for dets uheld. Og det er der en grund til - det er ren mental overlevelse. Vi ville ikke kunne magte at bebrejde os selv for vores egne fejl særlig længe.