Nu må det snart være...

Jeg kan mærke at det er nødvendigt at der sker noget.
Det kribler i mit sind og ryster i mine tanker.
Men jeg stopper når jeg tænker på konsekvenserne ved det.
Alt det uforudsigelige. Dét der kan gå tabt.

Jeg går i stå når jeg tænker på mit forhold. På min kæreste og min (ikke-)forpligtelse. Jeg kan ikke rykke mig. Jeg kan kun føle, at jeg har brug for forandring og så se passivt på handlingsprocessen og falde ind i en nedtrykthed.

Men det duer ikke. Jeg går ikke længere op i konsekvenserne ved at det er sådan. Men jeg ved at der er en vej ud af det her. Og det betyder at jeg skal sætte min kæreste 3. prioritering og risikere at miste det vi har.