Da jeg var ude at gå her til aften, fandt jeg på en billedliggørelse af min tilstand, som for dig måske virker en smule klodset. Det slog mig nemlig at min sindstilstand er ligesom en svamp. En svamp i et badekar. Jeg suger vandet omkring til mig. Er det koldt vand, suger jeg det til mig og lader det forstørre mig. Er det varmt vand sker det samme. Min sindsstemning sluger omverdenen til sig og forstørres af den. Er det dårlige omgivelser jeg befinder mig i, forstørres dårligdommen i mig. Samme med det gode. Dét der måske er slående, er at jeg kan føle mig magtesløs i omgivelserne. Som en svamp er i et badekar. En svamp kan ikke bevæge sig uden en menneskehånd til hjælp. Det har jeg heller ikke kunnet. Men nogen forskellige hænder har været inde over mig nu. Og jeg tror jeg er kommet over i et badekar med helt tilpas temperatur, her på Christiansgade.
I aften bliver jeg hjemme. Og mærker på mit liv. Lader alle de gode ting blive absorberet godt og grundigt i min krop og sjæl.
Jeg er flyttet op til Nanna. Verden heroppe ser helt anderledes ud. Den er flottere. Odense er en fantastisk by og jeg føler mig endelig knyttet til et sted. Jeg har det godt her. Jeg kan ånde her. Jeg tror det er Nanna's skyld. Jeg føler mig velkommen og accepteret som menneske af Nanna. Og det holder min egen, lidt tvivlende opfattelse af samme sag lidt fast. Modjo er også en del af "familien". Jeg har mange samtaler med hende, stakkels kat. Man er aldrig helt alene og det er rigtig rart. Men jeg tror måske at hun længes ud.
Jeg har også en fantastisk kæreste. Han kender mig så godt og jeg er blevet bedre til at sige hvad jeg kan og hvad jeg ikke kan. Han er en fantastisk mand. Han er overbærende og forstående. Vi fjoller også meget. Og klæder hinanden på og af; smører hinanden ind i solcreme; bekymrer os for hinanden; husker hinanden på ting og passer på hinanden. Jeg værdsætter og nyder vores "partnerskab". Selvom vi måske ikke holder, så har vi været livspartnere og udviklet os med hinanden i de her år. Han har set mig i vinters og oplevet mig helt nede i kulkælderen - og nu hvor det er sommer og jeg har fået mit liv og min selvstændighed tilbage. Vi har delt så mange ting.
Jeg har lyst til at dele min rejse med ham. Jeg har lyst til at dele alle gode ting med ham, og det virker som om at vores horisonter rykkes nærmere hinanden, så vi kan nyde samme udsigt.
Tilbage til det fysiske rum - lydene, luften og lyset. Det giver mig en helt speciel stemning. Når jeg kigger ud kan jeg se tage og antenner; og når jeg bare ligger her i sengen kan jeg høre stemmer og summen fra alle lejlighederne omkring mig. Lidt musik rungende mellem mursten. Luften er varm, jeg kan ligge i undertøj og t-shirt og mærke det summer i min let solbrændte hud. Jeg har tændt stearinlys. Fuglekvidder og skrig. Og Modjo ligger inde ved siden af, i sin lille kasse og sover. Folk går forbi udenfor, man hører slæbende skridt og stemmer. Klokken er ti. Ude på altanen hænger min altankasse med lavendler. Godt skæve og skrabede efter de sidste par dages blæst og regnvejr. Lige nu kan jeg ikke andet end nyde. Ligge her helt passivt og syge indtryk til mig. Jeg er måske i mit S.
Fortsat god aften til alle mennesker derude. Jeg håber i nyder sommeren fuldt ud og kun binder jer til arbejde, hvis det er absolut nødvendigt. Livet og friheden er en gave, som ikke skal arbejdes på til noget yderligere - men nydes som det er, for hvad det er.
Cupnoodles.. Det er det jeg magter i dag. Alligevel er jeg rastløs. Min sjæl er rastløs. "Allow to stand for 2 minutes". Kan jeg vente to minutter??? Jeg er så rastløs. Hvorfor skal tomheden altid udfyldes af bekymringer og angst. Hvor længe kan jeg tillade mig at holde ferie? Og kan arbejde passe sammen med hvordan jeg har det lige for tiden. Hvordan får jeg det maksimale ud af denne frihed, når jeg ikke kan dele det med nogen?
Opslag
