"jeg-er-da-ligeglad-med-min-karakter"-fænomenet

I dette indlæg vil jeg tage op til overvejelse hvilke tanker vi gør os om at blive bedømt og få karakterer.
Det er - som oftest - at man enten:
a. går utrolig meget op i bedømmelsen
b. ikke går op i bedømmelsen eller
c. At man går utrolig meget op i bedømmelsen og tager det utrolig personligt, selvom man siger man ikke gør.

I mit konstante arbejde mod at overbevise mig selv om at disse bedømmelser ikke rigtigt siger noget om mig, så har jeg lagt mig i c'eren. Dette har nogen få gange resulteret i, at jeg ikke har gjort ligeså stor indsats op til mine eksaminer som tidligere. Jeg tænkte at min bedømmelse ville være derefter - men at jeg var afklaret med at det blot var en karakter, i det fag, med det underemne, på den dag, på det tidspunkt i mit liv. Stadiet med afklaring var selvfølgelig ikke realistisk, når det kom til stykket.
Herefter har jeg prøvet en mellemvej; at arbejde for det, men uden at karakteren skulle være helt i toppen. Da skete da det, at jeg fik 10 i dag. Jeg har knoklet de sidste 4 dage med gamle filosofiske tekster næsten 12 timer i døgnet - men jeg følte simpelthen ikke jeg var værdig et 10-tal. I chok, som min krop stadig var efter dialogen - var den stadig i chok da jeg fik min karakter. Jeg gik hjem, nærmest nedtrykt over situationen. Dette er måske ikke en almen reaktion, men hvordan er det muligt at disse bedømmelser kan sætte så meget i gang hos os mennesker, med kræfter og evner så komplekse og så langt ud over tal?