Den jeg elsker

..-elsker jeg.
Men så er den heller ikke længere. Er den?
Kærlighed "besejrer" ikke alt. Den gør ting mere komplicerede. Eller det gør den i hvert fald for mig lige nu.
Jeg kan ligge og kigge på dig om morgenen, når jeg ikke kan sove, og blive helt høj af hvad jeg føler for dig. Jeg føler en så stor samhørighed med dig, alt hvad vi har delt og i det seneste tid vores ærlighed. Samtidig ved jeg at vi er forskellige. Du er ikke en tænker. Og det gør mig usikker. Jeg stopper aldrig med at elske dig og dit væsen, men her til morgen føles det bare sårt at "nyde" dig mens du ligger og er nærmest bevidstløs af tømmermænd. Det gør mig ked af det og jeg føler mig ret dum. Jeg går under grænsen for dig. Jeg begynder at tro at den her form for kærlighed kun opstår, når man ved den anden har et mere "afslappet" forhold til en selv. Det her er ikke godt når jeg skal finde mit lebensraum. Det er faktisk rigtig dårligt. Dig og mit lebensraum hænger ikke sammen.

Så selvom kærlighed besejrer alt, så er kærlighed et så bizart skrøbeligt fænomen. Det er et spil og består af praktiske faktorer - i hvert fald lige i dag.