Måske..lidt på røven

Når op til overfladen, higer efter vejret og trækker luft ind. Mit indre kramper stadig i små træk. Jeg åbner øjnene og mærker klorvandet svig let og blinker et par gange. Jeg søger ind mod kanten, mens min vejrtrækning langsomt bliver mere afslappet. Jeg sætter mig op på kanten.
Mærker til min egen frustration, at jeg ikke er kommet det fjerneste væk fra mine bekymringer af at tage i svømmehallen. De var med mig på cykelturen til svømmehallen; med mig i omklædningsrummet da jeg forhutlet prøvede at stå ved mine blege og småtykke lår; med mig under vandet - og med mig da jeg kom op igen. Det er som om at jeg havde forventet at jeg kunne vaske dem af. Lægge dem i blød, så de kunne gå i opløsning. Klorvand skulle da gøre sagen. Men i stedet værker min i forvejen svage krop bare endnu mere af ikke at vide hvad den skal bruges til. Hvad er dens formål? Hvad fanden skal jeg med alle mine ønsker? Jeg kan slet ikke forestille mig i et job. Jeg kan ikke forestille mig et helt liv, hvoraf halvdelen går til at arbejde.

Efterskælv

Kommer jeg nogensinde til at give slip på dig? Vil min bankende hjertemuskel nogensinde pumpe dig ud af systemet og lade en anden ind?
Jeg ville ønske jeg kunne se dig. Mærke dig og lytte til dig. Hvordan har du det? Jeg har brug for at vide at dit liv går fremad. For så ved jeg at vi mødes derude i fremtiden et sted. Ved du at du er savnet? Ved du alt det vi kunne få til som venner.
Jeg tror at vi to til sammen ville kunne få alt til at lykkes.

Score?

lad musikken rumme dig, med drømmende bobler og lune vinde af sødme. Må de svæve rundt som softice eller candifloss og lade dig glemme alt aktuelt og præcist. Dine øjne bliver tunge og dit hjerte legende let. Du glemmer alt om tid og mål. Du er her - målet er nået.

when you have a tendency to be awake when everyone is a sleep

then what are you? an outsider? a minority? or is it actually a feeling that many people feel - and feel often?

You're my empty space boy

Du skal ikke tro
at jeg ikke kan mærke
at du ikke er her mere

Et problem indeed.

Jeg har et problem. En spiseforstyrrelse. Den får mig til at tvivle. Tvivle på det hele. 

Det er pisseirriterende. 

Problemer under opstandelse

Alt har kørt fejlfrit. Jeg har været stolt og glad og i overskud..
Men at være au pair begynder at avle nogen udfordringer. I den forrige uge, pre-menstruel og udmattet som jeg var så så jeg det som min kommende afslutning som au pair hos Willingalerne - men efter nogen timer ude i solen og en god snak med min mor vil jeg ikke lade det få det bedste af mig indtil videre. Må prøve at. Det ER ikke problemfrit at være au pair. Der er utroligt mange plus'er ved det, men det er ikke ren fryd og gammen.
Mine kokkeegenskaber er f.eks. nulstillet - alle ingredienser er anderledes hernede, hedder noget andet eller er slet ikke til at finde nogen steder. Udfordringer for madlavning nr. 2 er at der er begrænset budget. Så begrænset at man skal spare på toilet-papiret = uvandt. Tredje udfordring er komfuret, som også er anderledes. Fjerde er at man se efter børnene imens man laver mad.
Note til mig selv: bliver jeg nogensinde i tvivl igen: http://www.transitionsabroad.com/listings/work/shortterm/articles/au-pair-jobs-abroad.shtml

De sidste par weekender har vi haft problemer med at jeg ikke melder klart ud, at jeg bare har lyst til at tulle rundt hele dagen som en eller anden backpacker i min fritid. Det er jeg bange for at gøre, fordi jeg tror min au pair mor forventer det som en blessing at jeg kan deltage i deres aktiviteter i weekenden. Men det synes jeg af og til er krævende. Jeg har brug for at føle ensomhed for at værdsætte familien. Det er sådan jeg får ny energi til at gøre mit job med at passe børnene godt. Så der er alligevel en forpligtelse i weekenden :/
NOTAT til mig selv: Lørdag, søndag og fritid siger du for guds skyld til FØR du tager af sted!